Seerstemplet

Simon Grotrians digte hører til dem som først efter mange gennemlæsninger begynder at give betydning fra sig. Titlen på hans nye samling peger da også på digteren som en seer, en visionær, og i SG's tilfælde er det en meget dækkende betegnelse. Digtenes subjektive billeder refererer til omfattende allegoriske betydningsuniverser, ofte af religiøs tilsnit, men samtidig er teksterne splittede, fragmenterede, med betydningsmæssige spring fra linje til linje. På det formelle plan modsvares denne fragmentering af samlingens strenge systematik: otte afsnit, hver indeholdende ti digte, og brugen af et fast metrisk og rytmisk formskema. Digtenes grunderfaring er "at verden er splintret", men splittelsen og forgængeligheden er spændt op mod en religiøs og specifik kristen dimension, der taler om nåde, håb og tilgivelse. Kristendommen har fået en mere og mere central placering i SG's bøger, og sidste afsnit "Himmellæns" rummer en række meget personlige salmer, der refererer til og går i dialog med traditionen, bl.a. Kingo. Med både humor og patos skaber digtene suverænt deres eget sproglige og betydningsmæssige univers. De er smukkere, mærkeligere og mere krævende end langt det meste af hvad der skrives af poesi lige nu

Lektørudtalelse

Jens Hjøllund