Af René Rasmussen, lektor Emiritus, KU

Den schweiziske lingvist Ferdinand de Sausurre anførte, at tegnet (ordet) er arbitrært. Vi kan knytte dette arbitrære træk til forholdet mellem tegn og det betegnede (en ting eller sagsforhold) eller til forholdet mellem udtryks- og indholdsside i ordet. F.eks. er der ikke nogen absolut nødvendighed i sproget, der siger, at en hest skal hedde ’hest’, ’cheval’ eller ’horse’. Et givent ords udtalelse (udtrykside) er heller ikke med nogen absolut nødvendighed knyttet til et indhold. Der er således ingen hestehed (sprogligt indhold), der betinger, at vi kalder dyret med navnet hest for hest (det sproglige udtryk).

     Det betyder ikke, at alt er tilfældigt i sproget, eftersom vi opererer med visse konventioner, der gør, at vi som regel er rimeligt enige om, hvad vi taler om (f.eks. en hest og ikke en ko). Sådanne konventioner er imidlertid ikke sikret ved en sproglig grundlov. Selvom de fleste af os f.eks. kender til en farveskala og kan identificere forskellige farver, er der ingen, som med sikkerhed ved, hvordan andre ser disse farver eller sågar fatter et indhold, der mønter sig ud i udtryk for farver (”rød”, ”gul” osv.). Men det er derfor, vi overhovedet har et sprog og taler. Det er en sproglig frihed, der åbner for leg med ord og lyde, som vi kender det fra små børns pludren eller fra digte. Det er en velsignelse, at vi kan lege med ord og lyde, sætte dem sammen på ny måde og stille spørgsmål til hinanden om, hvad de betyder.

     Det udelukker imidlertid ikke en række forsøg på at begrænse ords tvetydighed, som vi af mere eller mindre gode grunde kender det fra bekendelser, lovtekster osv. Eller fra visse personer, der på tvangsneurotisk vis opfatter deres tanker som et kontrolapparat, der sætter ganske bestemte grænser for sprogets udfoldelsesmuligheder og som vil sætte det i bokse. Det udelukker heller ikke, at andre personer føler sig overvældet af sproget, som var det et bånd der talte af sig selv, som ikke ved hvor ordene kommer fra og som oplever angst i forhold til sprogets løssluppenhed. Sidstnævnte er ofte tilfældet i skizofreni, hvor ordene i højere grad end ellers optræder som ubehagelig parasitter, som sådanne skizofrene personer gør alt for at bekæmpe. Her er sproget ikke en velsignelse, men en forbandelse.

     Digte kan være forsøg på at lege med ordene, så forbandelsen bliver mindre og velsignelsen større. Jeg aner ikke, om Grotrian var skizofren, det er egentligt heller ikke relevant, men hans digte gennemspiller ofte bevægelsen frem og tilbage mellem ordenes velsignelse og forbandelse. En bevægelse, der også præger hans forhold til Gud, men den er mere præget af et bånd, der taler, end af en der taler i/med sproget. Mere af forbandelsen end velsignelsen. Døden – som et billedet på forbandelsen – ligger således snublende nær poesien: ”åh, digt / du slutter hele tiden / klynget op i en park” (s. 25) Som en hængt? Eller et blad, der hængt op på træet igen? Hvad end der er hængt op i træet, er dette digt, som tiltales på højtidelig vis (’åh, digt’), som man gør med en fraværende (f.eks. en afdød elskede), dømt til tilintetgørelse.

     Digtenes veje fører over afgrunde: ”Ordene i deres substans er dybe afgrunde / med en sugende birk på pupillerne” (s. 27). Disse afgrunde synes at tære på den, som ser på dem (som ”en sugende birk på pupillerne”), og digteren er, som bekendt, den første, der ser på dem. Det er farligt at skrive poesi, selvom Grotrian sikkert som mange andre digtere ikke kunne lade være.

     Det risikable ved at skrive digte kommer også til udtryk på denne måde: ”du kan forfølge digterens hånd i politieskorten” (s. 31) Det er med sin hånd, at digteren skriver, og denne hånd er med i politieskorten, som du’et kan forfølge (bemærk ’forfølge’, ikke følge). Selvom hånden er med i en politieskorte, kan du’et forfølge den, som blev den jaget. Men hvem/hvad er dette du? Er det ikke først og fremmest digteren selv, – som den første læser af digtet? Digteren, der på en gang, med sin hånd skriver digte, ser den blive ført væk og alligevel forfølger den? Digtenes og ordenes farlighed dukker også op på følgende vis: ”hjernen roterer på halsen, idet strømmen af ord går igennem.” (s. 45) Ordstrømmen får hjernen til at rotere i et billede, der minder en scene fra en eksorcist-film, hvor hovedet roterer rundt på halsen på den besatte.

     Det er sprogets tragiske side, som Grotrian med stort mod sætter under sin lup, hvormed han nærmer sig den ubehagelige parasit, som sproget også er. Således fremstår det i et digt, der meget sigende hedder ”Poetik”:

     Poesien fortærer dét, hvorved den nærer sig

     det er med hvæsset hæklenål og gasmaske bagpå

     at vi tæppebomber det artikulerede

     og gravstenen med den pladrende tekst, hvoraf vi opstod.

     (s. 69)

Bevægelsen skitseret i digtet går fra teksten fra gravstenen, hvoraf vi opstod, til poesien, der fortærer det, som ’den nærer sig på’ (ord, rytme, pauser mellem ord, rim osv.), og derefter tilbage til det artikuleredes (ordenes og/eller digtets) død. Tilbage til graven efter tæppebomberiet, hvad enten det er digtet, der rammes heraf, eller andre ord, der bombes af digtet.

     Nogle vil måske kalde dette for ordtåge for at omskrive en overskrift (”Hantågen”; s. 77) på et andet digt. Det er imidlertid af den tåge, der udspringer nyskabelser. Som åbner for en svimlende bevægelse i ord. Det er det, der udgør fascinationspunktet for mine læsninger af Grotrian. Af Damoklesdrive-in og andre digtsamlinger. Som åbner for et gab i sproget, som ikke behøver at sluge os (mig), selvom det ofte synes at være tilfældet for jeget i Grotrians digte. Som kan give en stille fryd, der ikke smider os ned i en skizofren malstrøm, men blot lader os se ned i den. Som betyder at læse hans digte mod den malstrøm, der ofte er i den, selvom legen også er det.

     Hans poesi er, med hans egne ord i ”Hantågen”, forbundet med ”lange snore” til en knyttet hånd, der ”… falder ned i hodet på os” (s. 77). Måske med en reference til Damokles, der en gang fik hængt et sværd i et hestehår over sit hoved, så han kunne se, hvor vanskelig en regents stilling er (det var den tyranniske regent, der arrangerede dette). Grotrians ord hænger med risiko for at falde ned i hovedet på os, især måske ”når vi roterer fra øje til øje og gerne vil skrive dette.” (smst.), hvad ’dette’ end henviser til. Ord, der hænger i et hestehår, kan fremstå som et sværd, der dræber, eller, mindre gruopvækkende, som et billede på legen med ord.

     Der er tale om en poesi, der beretter om sig selv, over sig selv, eller ved siden af sig selv, hvilket imidlertid er et problem: ”Du kan vride et digt om hvad som helst /og netop dét er problemet” (s. 87). Eller det kan være poetiske gnister, som lader åbenbaringen (stjerneskud) dukke op: ”Du løber ud af mine digte, det hvide papir falder / et stjerneskud på langs af reolen” (s. 81) Om dette ’du’, der løber ud af digtene, er læseren (og den første læser er, som anført, naturligvis digteren selv), Gud eller ordet, er mindre væsentligt. De danner alligevel stjerneskud eller kim til en kommende dommedag, som et andet digt meget apropos hedder, hvori der står: ”Da hørte jeg de bjæffende engle slå harperne sammen” (s. 63). Når engle bjæffer som en hund, er vi imidlertid ikke nødvendigvis (kun) på Herrens mark, men også i sprogets jublende vrimmel.

     Åbner denne dommedag i øvrigt for en særlig frelse eller det evige helvede? Optræder Gud som barmhjertig eller helvedets ild blæst frem af engle? Der er ikke noget entydigt svar på disse spørgsmål. Eller snarere er Gud begge sidder, som det fremgår af hans udsendinge (engle) i følgende digtsekvens: ”Engle er sænket i skyttegrave imellem æg og sæden / nu hvor opstandelsen er en realitet …” (s. 58) Engle i skyttegrave på opstandelsens dag lover ikke godt for denne dag. Selvom Gud til tider er en ophøjet positiv figur i Grotrians digte, som det også fremgår af hans mange bønnebøger og salmer, er det ikke altid en god fader som i Grundtvigs univers, men snarere en katolsk fader, der straffer. Som der står i andet digt: ”Når det tordner, er det Gud, der fisker efter sine mennesker” (s. 34). Guds fiskekrog sidder også i nakken hos jeget: ”og jeg, der ikke går i kirken / mærker rykket i nakken, det er min kaldelse” (smst.). Guds krop i nakken er kaldelsen. Næppe særligt behageligt. For de stakkels drankere dukker Gud også op på ubehagelig vis: ”på bardisken lander Guds nævne” (s. 9).

—

At læse en digtsamling af Grotrian nøjsomt fra ende til anden er en tour-de-force, som jeg overlader til andre. Jeg lader mig i stedet gribe af det, der umiddelbart fascinerer. Jeg overlader det også til andre, måske især litteraterne på universiteterne, at tyde et samlet budskab i en eller flere af hans digtsamlinger. Jeg nøjes med at plukke frugter fra en grohave, hvor der sner med ord, som siger noget om sig selv, om deres egen forbandelse og velsignelse, om forholdet til Gud … eller angsten, kroppen og blodet, som i øvrigt må forblive ufortalt her. For at lære noget om sproget som sådan, Gud (som jeg stadig har til gode at møde) og angsten. Alt sammen noget, som vi ikke kan gribe fuldt ud eller se fuldt ud i øjnene. Og for at tænke med ord, der springer som perler fra semantiske skyttegrave, der formentligt gør mit sprog rigere. Og som gør Grotrian til uovertruffen på dette område i det danske digtlandskab.

#simongrotrian