Af René Rasmussen, lektor Emiritus, KU Den schweiziske lingvist Ferdinand de Sausurre anførte, at tegnet (ordet) er arbitrært. Vi kan knytte dette arbitrære træk til forholdet mellem tegn og det betegnede (en ting eller sagsforhold) eller til forholdet mellem udtryks- og indholdsside i ordet. F.eks. er der ikke nogen absolut nødvendighed i sproget, der siger, at en hest skal hedde ’hest’, ’cheval’ eller ’horse’. Et givent ords udtalelse (udtrykside) er heller ikke med nogen absolut nødvendighed knyttet til et indhold. Der er således ingen hestehed (sprogligt indhold), der betinger, at vi kalder dyret med navnet hest for hest (det sproglige udtryk).      Det betyder ikke, at alt er tilfældigt i sproget, eftersom vi opererer med visse konventioner, der gør, at vi som regel er rimeligt enige om, hvad vi taler om (f.eks. en hest og ikke en ko). Sådanne konventioner er imidlertid ikke sikret ved en sproglig grundlov. Selvom de fleste af os f.eks. kender til en farveskala og kan identificere forskellige farver, er der ingen, som med sikkerhed ved, hvordan andre ser disse farver eller sågar fatter et indhold, der mønter sig ud i udtryk for farver (”rød”, ”gul” osv.). Men det er derfor, vi overhovedet har et sprog og taler. Det er en sproglig frihed, der åbner for leg med ord og lyde, som vi kender det fra små børns pludren eller fra digte. Det er en velsignelse, at vi kan lege med ord og lyde, sætte dem sammen på ny måde og stille spørgsmål til hinanden om, hvad de betyder.      Det udelukker imidlertid ikke en række forsøg på at begrænse ords tvetydighed, som vi af mere eller mindre gode grunde kender det fra bekendelser, lovtekster osv. Eller fra visse personer, der på tvangsneurotisk vis opfatter deres tanker som et kontrolapparat, der sætter ganske bestemte grænser for sprogets udfoldelsesmuligheder og som vil sætte det i bokse. Det udelukker heller ikke, at andre personer føler sig overvældet af sproget, som var det et bånd der talte af sig selv, som ikke ved hvor ordene kommer fra og som oplever angst i forhold til sprogets løssluppenhed. Sidstnævnte er ofte tilfældet i skizofreni, hvor ordene i højere grad end ellers optræder som ubehagelig parasitter, som sådanne skizofrene personer gør alt for at bekæmpe. Her er sproget ikke en velsignelse, men en forbandelse.      Digte kan være forsøg på at lege med ordene, så forbandelsen bliver mindre og velsignelsen større. Jeg aner ikke, om Grotrian var skizofren, det er egentligt heller ikke relevant, men hans digte gennemspiller ofte bevægelsen frem og tilbage mellem ordenes velsignelse og forbandelse. En bevægelse, der også præger hans forhold til Gud, men den er mere præget af et bånd, der taler, end af en der taler i/med sproget. Mere af forbandelsen end velsignelsen. Døden – som et billedet på forbandelsen – ligger således snublende nær poesien: ”åh, digt / du slutter hele tiden / klynget op i en park” (s. 25) Som en hængt? Eller et blad, der hængt op på træet igen? Hvad end der…