Slangehøst

De seks afsnit i Simon Grotrians digtsamling udgør et forløb, der følger årstidsrytmen fra vinter til efterår, men dette er også den eneste form for sammenhæng som umiddelbart synes at være til stede i disse forrevne og fragmenterede tekster. Udtryksformen spænder fra ganske korte tekster med voldsomme spring og brud fra strofe til strofe, til længere, mere udfoldede forløb, hvor en betydning lettere lader sig aflæse. I lighed med Grotrians tidligere digtsamlinger er der også her mange henvisninger til den litterære tradition, f.eks. i form af antik mytologi, som i påkaldelsen af lyrikkens muse Erato, eller i 'Da jeg var syg' med allusioner til Johs. Ewalds berømte digt. Tematisk taler digtene om smerte, fyldt af 'lithium og døve sakse', og en følelse af eksistentiel hjemløshed i et univers, hvor 'det er nat, og Gud er tavs'. Det udsatte jeg og dets på en gang sarte og vilde visioner knuses som æggeskaller under jernbeslag. På trods af deres ekspressive billedsprog har digtene rod i en personlig forestillingsverden i en grad, som gør dem uhyre vanskelige at dechifrere, og deres visioner har en tendens til at lukke sig omkring deres egne hemmeligheder. Hvad der imponerer i disse digte er deres usædvanlige intensitet og vildskab, snarere end deres evne til at give den et dækkende udtryk

Lektørudtalelse

Jens Hjøllund