Tyve sorte kinder

Selv om der kun er enkelte rimede og sangbare tekster med linjer bagud til "salmebogen" Jordens salt og verdens lys, 2006, er det religiøse og specifikt kristne også ledetråden gennem disse nye digte af Simon Grotrian. Billedsproget i de korte, titelløse tekster er som sædvanlig hos SG ekspressivt og associerende. Det har rod i såvel modernismens sprængte form som i barokkens rablende ordpragt og kontrastrige billedsprog, som her hvor der kobles fra det nære og konkrete til det abstrakte og universelle: "Man skovler lyset ind i verden/ fra et æggebægers midnatssol". Digtenes kontrastfyldte univers er befolket af engle og keruber, men også af "sorgens blå sylfide". Evighedshåbet og paradisagtige oplevelser og erfaringer af livet som en ufortjent (nåde)gave balancerer hele tiden på grænsen til en lige så reel viden om fortvivlelsen og forgængeligheden. Det ene er forudsætning og klangbund for det andet og medvirker til at at SG's religiøse forestillingsverden aldrig tangerer det ortodokse, eller klamt sentimentale. Visse af teksterne er dunkle og næsten umulige at gribe eller begribe i deres talen med ekstatiske "glødetunger", mens andre er enkle udtryk for en tro/tillid som er ubetinget og uden forbehold: "Kroppen smelter ned/ i sin betagelse af solen/ jeg kan tro på dét, jeg ikke ser/ og folde mine hænder som en rose"

Lektørudtalelse

Jens Hjøllund