Efter opfordring fra Claus Grotrian vil jeg gerne dele et par udpluk fra min korrespondance med Simon Grotrian, da jeg af hjertet ønsker at takke ham, og mener, at bidraget er af almen interesse i forhold til en af vores store danske digtere. Jeg deler det nu, da jeg for første gang udgiver mine digte – og også skylder Simon Grotrian stor tak i den forbindelse.
I juni 2017 skrev jeg første gang til Simon Grotrian om min glæde ved at læse Livet er en ko, som jeg på det tidspunkt havde læst på repeat i flere måneder. Faktisk havde jeg købt bogen mange år tidligere, som litteraturstuderende på universitetet i Århus, og efter at havde arbejdet hårdt på at knække den, forkastet den som irriterende volapyk.
Bjerge dingler med,
det sprøde hoved op af jorden, kaldet
skåret under pumperne
et hjertetov og marker
så omsider falder roejernet
knæet og komfurets brag.
Efterhånden som jeg bevægede mig fra rollen som analytiker til digter, var jeg begyndt at lytte til teksterne som musik, begyndt at se dem som dans. Problemet havde ikke været teksterne, men mit insisterende spørgsmål: Hvad betyder det? Nu, væk fra studiernes panderynken, gik teksterne lige i kroppen. Måske for at råde bod på min oprindelige forkastelse af hans fantastiske værk, ville jeg række ud og takke Simon Grotrian for de smukke digte.
Til min store overraskelse blev det begyndelsen på en lang, ubrudt samtale. Den store mester blev, om end det blot var en mailkorrespondance, som en god ven for mig. Hvert svar kom med den samme, umiskendeligt varme, menneskelige åbenhed og engagement. Ydmyghed og tung sikkerhed. Så mange af hans beskeder er blevet stående som pejlemærker i mit indre landskab. Som her, hvor Simon skriver om det selv at digte og om det manuskript, jeg havde delt med ham:
”Jeg vil da gerne nå andre mennesker.
Tvivlen arbejder hér hos mig, så tak fordi du tænker på mig.
…
Jeg skriver vel bare, fordi det er nødvendigt, og fordi det er det eneste, jeg kan. Det er et kald.
… man kan jo ikke flygte helt fra sig selv, ellers ville det blive en rolle, man spillede. … Nu har
jeg læst det igennem. Jeg synes, det er spændende og lidt ubestemmeligt og skørt, det er
både hårdkogt og længelsfuldt, og meget er kun antydet, gudskelov. Jeg læste det hele af
nysgerrighed, simpelthen, fordi sådan er jeg. For mig er det da kun en charme, at det virker
noget disharmonisk – som livet selv er det.”
Nu, i forbindelse med Lille Bogdag, udgiver jeg den første af mine bøger, øjnene som blæksprutter gennem døren. Titlen er en hyldest til Simon Grotrian, der med sit enorme format og sin menneskelige varme var både inspiration og drivkraft. Mens hans værker ofte er svære at fastholde, skrev han i simple, klare vendinger om digtning og inspiration:
”Jeg vil svare kort, at jeg altid skriver på inspiration, og at jeg mener, det har noget med Ånden
at gøre. Jeg har vel været troende det meste af tiden, det er blevet særlig udpræget siden
slutningen af firserne. Nogle gange mærker jeg en særlig kontakt opadtil, når jeg skriver, en
større mening, og jeg har svært ved at sige, hvad det egentlig er for noget.
Endnu har ingen kunnet kortlægge og definere begrebet inspiration – man kan ikke binde Ånd,
som skrevet står.
Det er jo svære spørgsmål, du stiller. Risperdalsonetterne var en måde at bearbejde mit kaos
på. Den er i øvrigt lige udkommet som e-bog på Gyldendal. Det er specielt at se et så
anarkistisk skrift med Gyldendals logo! Ak, der er en lang vej at gå for en digter.
Kærlig hilsen
Simon Grotrian”
D. 23. september er I alle velkomne til bogreception fra 16:30-18:00 hos BRØG i Fiolstræde, KBH. For mig vil min første bog også altid være en tak til Simon.
Bogen udgives på hurricane-publishing og vil være tilgængelig på www.hurricane-publishing.com.
/Anders Lee-Larsen