Digtet “FARVELSYN”
Nu hvor et helt mindeseminar om Simon Grotrian fik titlen FARVELSYN efter et digt af Simon, er der måske nogen, der godt kunne tænke sig at se/læse det. Det råder vi bod på her og leverer teksten som en service.
Digtet FARVELSYN er fra Simon Grotrians digtsamling TI, der blev udgivet i marts 1998 på Forlaget Borgen og var Simons – ja, godt gættet – 10. samling på hans værkliste.
Digtet er det sidste i samlingen (s. 54-55). Værsgo’
FARVELSYN
Nej, døende styrter du opad
med et æg i begge nyrer
der står ud som 4 vinger:
2 til ryggen, 2 til sjælen.
Også fuglene kommer i himlen bag himlen
du fremdrog jo aldrig et mågeskelet.
Emma flyver op til sidst
markerne dufter af hagl.
Vinden åd min bøn
og du træder på luft
med din ind-hymne.
Vejret er politisk
det fordeler os i skud og savn.
Du rammes af en bygesnert
igennem alle hjertets kamre.
Gud har åbnet havelågen
der strejfer din pjaltede fjerdragt
og så slår den i.
Håb er et flag over Kundskabens Træ.
Jeg må ulme af skræk
når jeg søger din hjem-esse.
Endnu de flettede hænder, og år!
Rør ikke ved musikken hér, som klør.
#simongrotrian
#farvelsyn